Norsk-estisk samfunnsdebatt

I siste nummer av Estlands-Nytt, som foreligger nå (nr. 2 2008, ialt nr. 42), er Peter Kyhn's innlegg 'Som man spørger, får man svar' og mitt tilsvar 'Om sårheten i det estiske samfunnslivet' på trykk. Det dreier seg om mitt intervju med Estlands president, Toomas Hendrik Ilves. For de to innleggene, se under.

La meg også gjengi hva redaksjonen i Estlands-Nytt skriver på lederplass:

Estlandsnytt er ingen kritikklaus forsvarar av estisk politikk. Men vår rolle blir ofte å gjere det estiske perspektivet forståeleg og prøve å hindre avsporingar.
Debattinnlegga side 46-49 gir uttrykk for forståing av ulike sider ved det estiske samfunnet, og sjølv etter meir enn halvtanna tiår med fridom er sårheita etter okkupasjonen ein realitet som det kan vere vanskeleg å forhalde seg til.
Vi kan godt diskutere dei problematiske sidene ved offermentaliteten, men til grunn må det ligge ei forståing av at Estland faktisk vart eit offer - og ikkje, slik enkelte ser seg tente med å framstille det, berre prøver å bygge ein okkupasjonsmyte. For det estiske folket er det den grunnleggande opplevinga at dei vart tekne med vald, og at 'frigjeringa' av 1944 var innleiinga til ein lang okkupasjon som først tok slutt i 1994, då dei siste russiske soldatane forlot landet. Den djupe opplevinga av å ha blitt valdteken er det ikkje enkelt å riste av seg. Det er så mykje fortrengt å arbeide med, noko ikkje minst Imbi Paju har vist med dokumentarfilmen 'Fortrengde minne' og boka med same namn.
Det estiske folket må stadig tole at arvtakaren etter overgriparen - Russland - med aggressive paradar 9. mai kvart år gjer krav på å vere den store frigjeraren. Russlands ambassadør til Estland påstod i år på nytt i intervju til estiske media at okkupasjonen er løgn, og at det ikkje er grunnlag for tilnærming så lenge Estland lyg.
Slikt gjer ikkje den nasjonale sorgprosessen lettare.

Jeg har ingen problemer med denne situasjonsbeskrivelsen. Når jeg bare i liten grad har referert til okkupasjonshistorien, så skyldes det at det synes å være nært sagt det eneste mange andre snakker om - selv når man snakker om Estlands fremtidsutsikter! Mitt lille eksperiment har med andre ord bestått i å diskutere estisk politikk SOM OM det var mulig uten å nevne ordene "Sovjet" eller "okkupasjon". Når vi snakker om menneskerettigheter osv., så får jo mange andre land det til - altså, å diskutere det på et prinsipielt og etisk plan, uten BARE å referere til historien.

Til tekstene:

* * *

Som man spørger, får man svar

af Peter Kyhn

I Estlandsnytt nr. 3, 2007 publicerede den i Estland bosatte nordmand Morten Tønnessen under overskriften "Hvor er Estland på vei" et interview med Estlands præsident Toomas Hendrik Ilves, der indeholdt en række besynderlige spørgsmål, som kalder på en kommentar.

Morten Tønnessen præsenterer sig på sin blog utopiskrealisme.blogspot.com som en 32-årig ph.d.-studerende vid instituttet for semiotik ved Tartu Universitet. Det er meget positivt, at forholdet mellem Estland og omverdenen nu er normaliseret så meget, at også yngre mennesker med mod på ny viden og udfordringer begiver sig til Estland for at modtage disse. Strømmen er længe nok gået ensidigt den modsatte vej.

Tønnessen fungerer også som journalist, hvilket han giver en række eksempler på på sin blog. I Estlandsnytt har vi det omtalte Ilves-interview, hvorom jeg, da jeg læste det, tænkte, at det var da en underlig usammenhængende gang spørgsmål kastet hid og did. Jeg sporede en vis indsigt, særlig i spørgsmålet om hjerneflugt, men også en række klicheer og synspunkter, der for længst havde overskredet grænsen til det hjælpeløse.

Leder man på nettet for at finde dette interviews tilblivelseshistorie, bliver man lidt klogere. Her findes den engelsksprogede version (måske originalen?) under overskriften "Reversing the Brain Drain", som er publiceret i det engelsksprogede, men estisk baserede City Paper og også lagt ud på Tønnessens blog. Denne udgave af interviewet indeholder ud over de i Estlandsnytt fremsatte spørgsmål også følgende: "What does the President think about establishing something similar to the Nordic model for cooperation between the government and NGOs representing employers and employees?"

Javel, ja. Den røde tråd i interviewet med Ilves er altså den gamle vanlige om, at Estland så hurtigt som muligt skal optage nordiske normer og blive en nordisk velfærdsstat. Det er der sikkert nogle i Estland, der gerne vil have. De er bare ikke de fleste, og derfor har Estland på nogle områder valgt en anden politisk kurs, der mere minder om den centraleuropæiske model, f.eks. på sundhedsområdet. Det må vi leve med, Morten Tønnessen, eller vente på, at esterne ændrer opfattelse og ændrer det selv. Det skal med, at regeringen i Estland forhandler med arbejdsmarkedets parter om fastsættelsen af mindstelønnen, hvis niveau er afgørende for en lang række sociale ydelser.

I øvrigt er spørgsmålet som udgangspunkt forkert, for der findes ingen nordisk model på arbejdsmarkedet. Jeg skal undskylde mit ringe kendskab til Morten Tønnessens fædreland, men i to andre nordiske lande, hvor jeg faktisk har tjent mit brød, Danmark og Sverige, er forholdene radikalt forskellige. I Sverige har man i kraft af både MBL (Lag om medbestämmande i arbetslivet) og LAS (Lag om anställningsskydd) statslig detailstyring af centrale arbejdsmarkedsforhold helt ud på fabriksgulvet, mens arbejdsgivere og fagforeninger i Danmark siden 1899 har reguleret disse forhold selv og slet ikke ønsker statslig indblanding. Der findes således ingen lovbestemt mindsteløn i Danmark – skal Danmark antage den nordiske model eller den estiske model eller omvendt? Jeg er forvirret, Morten Tønnessen.

Forvirringen bliver ikke mindre, når man ser på den del af interviewet, der kom med i Estlandsnytt. Morten Tønnessen kalder først Estlands indvandringspolitik for "ekstremt restriktiv", hvorpå han bruger FN-statistik til at påvise, at der er 11 flygtninge i Estland, mens Norge har over 40.000. Afsluttende spørger semiotikeren Tønnessen: "Hva er presidentens vision for den neste generationen?" Det lyder som et spørgsmål, de rigtig store journalistkanoner stiller på CNN, men hvad det betyder, er jeg ikke helt sikker på. Det tror jeg heller ikke, at Ilves var, for han opfordrede Tønnessen til at tænke først og spørge siden.

Det korte af det lange er, at der er pokker til forskel på økonomiske emigranter og politiske flygtninge. De første vælger at forlade deres hjemland for at skabe sig en bedre fremtid et andet sted, mens de sidste er tvunget bort fra deres hjem af politisk forfølgelse. De første står det staterne frit for at byde velkommen eller at afvise. De sidstes forhold er reguleret via internationale konventioner, enten som de facto-flygtninge eller konventionsflygtninge. Derfor nytter det ikke at blande disse pærer og æbler sammen i ét spørgsmål.

Dér, hvor disse grupper har noget til fælles, er, at de til en vis grad bestemmer, hvor de vil hen, når de sætter sig i bevægelse. Og hvorfor skulle en fattig senegaleser eller en kinesisk dissident tage til Estland, når det ad de etablerede flygtningeveje er lettere at komme til Norge eller Canada, hvor mulighederne er langt større?

Ilves forsøger at forholde sig til indvandringsspørgsmålet inden for EU. Her er det en kendsgerning, at den estiske statsborgerskabslov er mere liberal end i en række andre lande. Det er en kendsgerning, at Estland i modsætning til bl.a. mit eget land har fuldstændig fri bevægelse for arbejdskraft inden for EU – og det er forholdene inden for EU, som præsidenten forholder sig til. Immigrationskvoten har fandtes siden 1993, og det er klart, at den er vendt mod immigranter fra Rusland og andre dele af det tidligere Sovjet. Tønnessen har vel ikke glemt, at esterne for mindre end 20 år siden var ved at blive en minoritet i deres eget land på grund af tvungen indvandring fra øst? Er det vanskeligt at forstå, at esterne har lavet en lovgivning, der forhindrer, at det vil ske igen? Det synes jeg ikke. Og selvfølgelig kan Estland ikke have en immigrationskvote i forhold til EU- eller EØS-lande – det ville have forhindret, at Estland blev medlem. Så det er klart, at der er forskel på folk.

For første gang siden immigrationskvoten blev indført, blev den faktisk opfyldt i 2007 med 686 immigranter. Så i marts i år besluttede parlamentet Riigikogu at fordoble kvoten fra 0,05% til 0,1% af Estlands befolkning, foruden at der er adgang til at beskæftige personer fra såkaldte tredjelande (lande uden for EU og EØS) på arbejdsvisum i op til to år ad gangen.

Der findes mange slags interviewpersoner, men lad os her holde os til to kategorier: Dem, der for alt i verden ikke vil ødelægge den gode stemning, og så dem, der ikke er bange for at sige deres kontante mening. Ilves tilhører afgjort den sidste slags – og det skal man bare vide, når man forsøger at interviewe ham. Det hører med til researchen.

Tønnessen har med andre ord fortjent de svar, han har fået af Ilves. Som man spørger, får man svar.

* * *

Om sårheten i det estiske samfunnslivet

av Morten Tønnessen – skribent, innvandrer, semiotiker

Peter Kyhn synes (”Som man spørger, får man svar”) mitt intervju med president Ilves ”indeholdt en række besynderlige spørgsmål”. Kommentarene hans er så vidt jeg kan bedømme i det store og hele informative og innsiktsrike. Siden Kyhn går inn på min personlige bakgrunn, kan jeg likegodt minne om min artikkel ”Den svarte kvinnen i Tartu”, som også sto på trykk i Estlands-Nytt i fjor, og har vært publisert i den estiske ukeavisen Sirp. Min kone er altså farget – og i likhet med meg selv (i hvert fall for noen år) en innvandrer til Estland. Hadde det ikke vært for dette, ville min interesse for Estlands innvandrings- og integrasjonssituasjon vært begrenset.

Jeg var oppriktig skuffet da Ilves i stedet for å dele en visjon for den neste generasjonen valgte å begrense seg til et forsvar for den nasjonale ære. Først sammenlignet han med andre EU-lands politikk – uten å la seg besnære av at det knapt finnes et land i Europa med en mindre farget befolkning. Så viste han til implementeringen av FNs asylkonvensjon, og det minimale antallet asylsøknader – bekvemmelig nok uten å nevne at FNs høykommissær for flyktninger i sine rapporter uttaler at Estlands infrastruktur for å motta flyktninger er svært dårlig utviklet. Asylretten er ikke bare en papirstørrelse, som man ganske enkelt kan vedta – den må følges opp i politisk handling. At innvandringskvoten siden intervjuet ble foretatt er doblet, tar jeg forøvrig i mot som en god nyhet, og et skritt i riktig retning.

Er så ”Reversing the Brain Drain”, som sto på trykk i City Paper, den originale intervjuteksten? Den ble riktignok publisert etter intervjuet i Estlands-Nytt – men tekstmessig står den den originale intervjusituasjonen nærere, siden intervjuet ble foretatt på engelsk (forøvrig per epost, da Ilves` pressekontor etter lang tids betenkning ikke fant tid til et personlig møte). Som Kyhn viser til inneholdt denne teksten et ekstra spørsmål, om det nordiske trepartssamarbeidet i arbeidslivet. Når jeg fremla dette spørsmålet for presidenten, skyldes det at min opprinnelige oppdragsgiver var et norsk fagforeningsblad. I Estlands-Nytt luket jeg det ut da redaksjonen ba meg korte ned på teksten. Hvorvidt det virkelig er rimelig å tale om en nordisk modell for arbeidslivet, som min oppdragsgiver gikk ut fra og som jeg videreformidlet, skal jeg ikke gå inn på her.

Som innvandrer – midlertidig eller ikke – skal man selvsagt være varsom med å bære med seg alle sine hjemlige normer til det nye vertslandet. Det er ikke fritt for at jeg under mitt opphold i Estland har blitt mer bevisst mine nordiske idealer. Selvsagt kan ikke, og bør ikke, Norden i ett og alt tjene som utviklingsmodell for Estland. Det jeg reagerer på, er det usammenhengende i på den ene siden å nærmest kalle seg et nordisk land, og på den annen side å ta sterk avstand fra nordiske idealer. Det samme kan sies om Estlands forhold til Vesten. Hvordan kan Estland definere seg som en del av Vesten, uten å dele de liberale verdier som vitterlig definerer Vesten som en politisk størrelse? Når det kommer til markedsøkonomi og krigføring i frihetens navn står ikke Estland tilbake for noen. Men hva med det humanitære området? Det er noe uavklart her, som jeg tror Estland deler med mange sentraleuropeiske land, og som i løpet av den neste generasjonen kan ha mye konfliktstoff i seg.

Kyhn uttrykker forståelse for at Estland må holde på innvandringskvoten, som en garanti for at Sovjet-okkupasjonen ikke vil gjenta seg. Det riktig triste med Estlands holdning i dette spørsmålet er slik jeg ser det at det å lukke landet bare vil sementere den historien som ennå preger samfunnslivet. Som mange av mine estiske venner og kolleger understreker, er det bare ved å åpne seg mot verden at Estland kan blomstre for fullt. Kanskje er det den veien det går – men det går ikke av seg selv.

Det er en sårhet, eller offermentalitet, i estisk politikk og sosialt liv som er vond å forholde seg til. At ofre for overgrep har en tendens til å gjenta overgrepene i møte med nye ofre kjenner vi godt nok til fra andre sfærer av det sosiale liv. Vi må aldri komme dithen at bare fordi noen begikk urett mot oss, så kan ingen kreve noe av oss. Én urett rettferdiggjør ikke en annen. Å overkomme denne sårheten – det må være målet.